I mit værksted, som jeg har kaldt Fordybelsen, giver jeg mig selv tid til at blive hos det levende længe nok til at forstå, erfare og give form til den kraft, der gør liv muligt.

Min baggrund er formet af en vedvarende interesse for formgivning. Jeg er uddannet inden for tekstildesign, grafisk design og strategisk kommunikation, og mit arbejde har siden bevæget sig mellem materialer, formidling, læring, partnerskaber, komplekse systemer og grøn omstilling.

Min erfaring med at skabe lærings- og praksisrum har formet mit blik. Her i Fordybelsen samler jeg disse spor i et mere åbent, langsommere og sanseligt felt.

Et naturhumanistisk værksted, hvor jeg undersøger, hvad der bliver synligt, når jeg sænker tempoet og bliver hos naturens processer lidt længere.

Jeg har længe været optaget af de ord og begreber, vi bruger om naturen. Sproget former ikke kun det, vi siger. Det former også det, vi er i stand til at se.

Jeg har savnet et sprog, der kan forbinde tanke, hånd, krop, etik og handling. Derfor leder jeg efter ord, der kan bringe mig tættere på det levende og udvide mit blik.

Viriditas er et af mine arbejdsord lige nu. Begrebet forbindes især med Hildegard af Bingen og peger mod grønhed, livskraft og det levende, der fortsætter gennem forandring.

For mig er viriditas ikke kun spiring og vækst. Det er også transformationen i det døde: den kraft, der arbejder mellem det, der lever, det, der opløses, og det, der endnu ikke har fundet form.

Måske er ordet et modsvar til den verden, vi befinder os i.

Måske er det bare et sted at begynde.

Det interesserer mig.

Fordybelsen er min resonanstid. Når jeg skriver, kan jeg høre mig selv. Når jeg maler, er jeg bare resonansen.

Det er min måde at lade tid, erfaring og bevidsthed organiserer sig på. Mit felt ligger i et levende kryds mellem natur, tænkning, materialer og mening og feltet åbnes mellem mange punkter, men det er stærkest mellem:

Mellem håndværk og filosofi.
Mellem biologi og animisme.
Mellem design, poesi og kunst.

I naturen findes livets processer side om side i rå form. Uden forklaring. Ofte helt uden ord.

For mig er natur form, kraft, rytme, stof, opløsning, vækst og forbindelse.

Som verdenen er nu, hører jeg flest som taler om den pæne del:

Frøet.
Spiringen.
Blomstringen.

Ikke alt grønt er smukt eller let.

Vækst kan tage over. Blive en plage. Alger kan brede sig, skabe iltsvind og slukke livet i dele af havet.

En ubalance.

Men ubalance forskyder også et felt.. Noget går tabt. Noget andet kan få plads og spire frem.

Det interesserer mig. For naturen er ikke ensidig – den er helheder, faser, dele, fragmenter som ikke kan bestå uden hinanden. Natur er også:

Råddenskab.
Storm.
Mudder.
Understrøm.
Retningstab.
Aflejringer.
Ubalance.
Forfald.
Langsom genopbygning.

Jeg er optaget af helheder, forbindelser og de bevægelser, der opstår mellem former.

I Fordybelsen står spiring, forfald, muldjord og mudderskred side om side. Ingen af delene har forrang.

Lige nu er jeg ved at samle min egen form og finde det næste skridt på en sti, der ikke allerede er tegnet.

Her i Fordybelsen følger jeg sporene og ser, hvad der finder form.

Træd med ind og følg feltet. Se, hvad der finder form.