I mellemrummet findes opdagelsen af snirkelkrogene og underfundigheden i sprækkerne – men også håbefulde samtaler om kampesten, grundfjeld og mos.
Fordybelsen er den kunstneriske og undersøgende del af min praksis, hvor mit arbejde med natur, form og materialer udfolder sig…
PRAKSIS
Jeg samler på ord, objekter og farver. I min praksis samler jeg dem alle på forskellige måder. Og jeg vender ofte tilbage til nogle arbejdsord -og felter som jeg undersøger dybere. Lige nu er nogle af dem:
Sanctum Sanctorum: stilhed, ophold og nærvær
Viriditas ↔ Ariditas:
Grønhed, friskhed, frodighed, livskraft overfor tørhed, udtørring, goldhed.
Indomitum: det utæmmede, der ikke lader sig kontrollere
Firmitas: fastheden/styrke/bestandighed/holdbarhed, det, der kan stå og bære under belastning.
Tegumentum: det beskyttende lag, tøj, rustning, hud, skal og hylster
Permeatus: gennemtrængningen/gennemgang/passage, det at kunne passere igennem
Origo: ophavet, der hvor noget har sit udspring eller sin begyndelse
Ortus: fremkomsten, det øjeblik eller den bevægelse, hvor noget opstår/fremkommer
Integumentum: et dække, noget beskyttende, men også noget der skjuler eller ligger mellem noget og omverdenen
Vestigium: spor, markering og samtaler
Mine praksisser er ikke, så meget opstået som idéer. Jeg har snarere registreret dem, efterhånden som de blev ved med at vende tilbage.
Fordybelsen kan også tage form som enkle praksisformer som vandringer, samtaler, workshops og enkle undersøgende formater.
Mine formater er udviklet over tid, langsomt og ud fra en fornemmelse for, hvad der løbene styrker min praksis.
Mine praksisser melder sig selv, flytter rundt, bevæger sig i takt med livet. Men de vender næsten altid tilbage til.
Stilhed.
Natur.
Spor.
Nogle gange flyder de over i hinanden og samler sig i nærvær, markering eller i en form for skabende bevægelse.
Poesi er en fast del af min praksis.
At skrive giver mig både indblik, udsyn og ro. Noget får form. Noget bliver sat på plads indeni.
I Fordybelsen skriver jeg ofte ud fra biologiske, geologiske og andre naturprocesser. Ikke som billeder, jeg lægger oven på menneskelige erfaringer, men som virkelige processer, jeg kan undersøge og tænke sammen med.
Det, jeg skriver, er en erkendelsesform, for min egen forståelse — ikke et forsøg på at gøre menneskets væren i verden til et udviklingsprojekt.
Jeg bruger naturens processer til at undersøge og samle en virkelighed.
Både nøgternt og mystisk.
Ikke natur som motiv.
Natur som erkendelsesform.
Erosion.
Mudder.
Tryk.
Stormflod.
Spiring.
Udspring
Rodfæstelse.
Åndedræt.
Formtab.
Fald.
Langsom samling.
Dyb tid.
Grundfjeld
Ursuppe
Erkendelserne ser på helheder,
de kan være forskelligt,
men ofte finder jeg:
formskabelse
bærekraft
opløsning
afhængighed
overgang
undergang
samling
tryk og modtryk
overlevelse
skaberkraft
Form, spor og markeringer er for mig ordløs poesi. Det er også en tilbagevendende og fast del af min praksis.
1. Through Études, we aspire to redefine architectural boundaries and usher in a new era of design excellence that leaves an indelible mark on the built environment.
Fordybelse i naturen indeni
Jeg bruger ikke naturen til at illustrere menneskelige erfaringer. Jeg forsøger at lade mine egne indre landskaber møde naturens processer og undersøger på nært hold, hvad der sker i de møder.
Jeg går tæt på verden gennem observation. Jeg forsøger at se naturens processer så åbent og præcist, som jeg kan, og lader dem udfordre de ord og forståelser, jeg allerede har med mig.
Nogle gange giver det, jeg observerer, form til noget, jeg allerede har sanset, men endnu ikke haft sprog for. Andre gange modsiger verden den måde, jeg har lært at forstå den på.
Det interesserer mig især, når der opstår en dissonans mellem den oplevede virkelighed og det sprog, der er tilgængeligt for den. Dér bliver friktionen et sted for undersøgelse. Jeg må se igen. Lytte igen. Bruge min stedsans. Udvide både min forståelse og mit sprog, så den passer til den virkelighed jeg oplever. Tæt på og langt fra.
Igennem observation og fordybelse giver mig selv tid til at blive længe nok hos naturens processer og ser, hvad der begynder at resonere. Gennem disse møder bliver skellet mellem naturen omkring mig og naturen i mig mindre tydeligt. Ikke fordi jeg bliver ét med noget uden for mig, men fordi jeg igen og igen opdager, at jeg selv er del af de processer, jeg undersøger.
Det efterlader mig med en stærk og klar oplevelse af, at jeg er natur.
Min kunstneriske praksis er en åbning til disse møder. Ikke en forklaring af dem og ikke en anvisning til andre, men en form, hvor mødet kan få lov at stå åbent — uden at jeg bestemmer, hvad andre skal erkende gennem det…